kaffebær på kaffetræer

Odder · København · hos kunderne

Vi søger en Kafferådgiver / B2B-sælger

Vil du skabe nye kunderelationer, sælge gode kaffeløsninger og være med til at udvikle CleverCoffee?

Det går godt i CleverCoffee. Vi vokser organisk med cirka 20 % om året, og nu skal vi være flere.

Vi søger sælger med erfaring i B2B salg og selvstændighed i opgaveløsningen, der kan hjælpe os med at bringe vores specialkaffe og professionelle kaffeløsninger ud til endnu flere virksomheder.

Vi leder efter en sælger, der er dygtig til at åbne døre, skabe relationer og afslutte salg. Du skal have en oprigtig interesse for kaffe og forstå, at det bedste salg er det, hvor kunden også er tilfreds med sin beslutning om fem år.

Lidt om CleverCoffee

Hvem er vi?

CleverCoffee er et prisvindende specialkafferisteri, etableret i 2014 og certificeret B Corp.

Vi arbejder direkte med kaffefarme verden over og betaler kvalitetsbonus for kaffen, fordi vi tror på langvarige samarbejder og ordentlighed i hele værdikæden.

Vi rister selv vores kaffe og leverer komplette kaffeløsninger til virksomheder i hele Danmark. Vores løsninger kombinerer specialkaffe, avancerede kaffemaskiner og teknisk service.

Vi er seks faste medarbejdere, og vores kunder spænder fra mindre virksomheder til nogle af Danmarks største organisationer. Vi har en Trustpilot-score på 4,8 og en usædvanligt høj kundeloyalitet.

Rollen

Som vores første dedikerede sælger får du ansvaret for at udvikle salget til nye erhvervskunder og stor indflydelse på, hvordan vi fremover arbejder med salg.

Du kommer til at arbejde med både mindre virksomheder, hvor vejen fra første kontakt til en ny kaffeløsning kan være kort, og større organisationer med længere salgsprocesser og flere beslutningstagere.

Du skal selv skabe dine salgsmuligheder og drive dem frem til en aftale. Til gengæld får du sparring fra vores CEO, Lars, der også deltager i større og mere komplekse salgssager.

Rollen er selvstændig, og du får stor frihed til at planlægge din hverdag. Vi forventer, at du arbejder struktureret, tager ansvar og skaber resultater.

Stillingsopslag

Er du det næste medlem af vores team?

Dine opgaver vil blandt andet være

  • Identificere og kontakte potentielle erhvervskunder gennem opsøgende salg og netværk
  • Planlægge og gennemføre kundemøder og demonstrationer
  • Afdække kundernes behov og rådgive om den rigtige kaffeløsning
  • Udarbejde tilbud, forhandle og afslutte salg
  • Opbygge og vedligeholde en pipeline med både kort- og langsigtede salgsmuligheder
  • Sikre en god overlevering, så nye kunder kommer godt fra start

Vi forestiller os, at du

  • Har flere års erfaring med opsøgende B2B-salg og kan dokumentere gode resultater
  • Er vant til selv at åbne døre og skabe nye kunderelationer
  • Har erfaring med rådgivende salg og længere salgsprocesser
  • Arbejder selvstændigt og struktureret og er fortrolig med CRM
  • Har kommerciel forståelse og kan gennemskue økonomien i en aftale
  • Motiveres af at skabe resultater og har en oprigtig interesse for kaffe
  • Trives i en mindre virksomhed, hvor alle hjælper hinanden

Du behøver ikke komme fra kaffebranchen. Vi kan lære dig om specialkaffe, kaffemaskiner og vores løsninger. Men salgshåndværket, vedholdenheden og lysten til at skabe nye kunder skal du selv komme med.

Vi tilbyder

Hos CleverCoffee arbejder vi for noget større end blot at sælge kaffe.

Hver gang vi sælger mere kaffe, får vi mulighed for at købe mere kvalitetskaffe direkte fra kaffefarmerne og bidrage til bedre vilkår i kaffens værdikæde.

Vi vil gerne vokse, fordi vi tror på, at vi kan skabe en endnu større positiv forskel for både mennesker og miljø ved at udvikle en stærkere forretning.

Du får blandt andet:

  • Mulighed for at forme din egen stilling. Du bliver vores første dedikerede sælger og får indflydelse på udviklingen af vores salgsarbejde.
  • Frihed under ansvar. Vi interesserer os mere for dine resultater end for, hvor mange timer du sidder ved et skrivebord.
  • Et stærkt fundament. Gennemprøvede produkter, et velfungerende CRM, stærke kundecases og kolleger med stor faglig viden.
  • Korte beslutningsveje. Du arbejder tæt sammen med ledelsen og kan hurtigt omsætte idéer til handling.
  • En resultatbaseret løn. Fast løn efter kvalifikationer kombineret med provision.
  • Pensionsordning samt sundheds- og tandforsikring.
  • Engagerede kolleger, en uformel arbejdsplads og virkelig god kaffe. ☕

Vi er ikke lønførende, men tilbyder en fornuftig løn med mulighed for at påvirke din egen indtjening gennem dine resultater. Du får en ordentlig indkøring, hvor den faste løn fylder mere, inden den resultatbaserede del gradvist får større betydning.

Hvor skal du arbejde?

Vi har vores risteri i Odder og vores kaffebar og showroom på Marmormolen i København.

Din vigtigste arbejdsplads er dog dér, hvor du skaber værdi. Det kan være hos kunderne, til netværksarrangementer, i risteriet, i showroomet eller hjemmefra.

Vi aftaler rammerne sammen, så de passer til både dig og virksomheden.

Hvad er succes i jobbet?

Vi forventer, at du inden for de første tre måneder har opbygget en kvalificeret pipeline og fået de første kaffemaskiner installeret hos nye kunder.

På længere sigt handler succes om at skabe en voksende portefølje af tilfredse erhvervskunder, der bliver hos os i mange år.

Du bliver målt på dine salgsresultater, men også på kvaliteten af de kunderelationer, du skaber. Vi vil gerne sælge flere kaffemaskiner, mere kaffe og flere serviceaftaler – men aldrig på bekostning af kundernes tillid.

Billede af Lars, CleverCoffee CEO og partner

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores CEO, Lars Frello.

Tlf: 42 52 06 22

lars@clevercoffee.dk

Lars er på forretningsrejse i Kina i uge 45 og kan derfor være svær at træffe. Du er velkommen til at sende dine spørgsmål til job@clevercoffee.dk, hvor Johanne holder øje med indbakken og sørger for, at du får svar.

Er det dig?

Hvis du kan se dig selv i rollen, vil vi gerne høre fra dig.

Send følgende til job@clevercoffee.dk:

  • Dit CV
  • Tre konkrete salgsresultater, du har skabt: hvad du solgte, til hvem, hvor stort det var, og hvad din rolle var
  • En referenceliste med navn, rolle og telefonnummer på 2–3 personer, der kan bekræfte dine resultater, fx tidligere chefer eller kunder

Du behøver ikke skrive en ansøgning. Vi gennemgår dine resultater sammen med dig og taler med dine referencer, før vi ansætter.

Vi ringer løbende til de mest relevante kandidater for en kort snak, før vi inviterer til samtale. Alle henvendelser behandles fortroligt og kan være sikker på at høre fra os uanset. 

Vi vil gerne skabe de bedste rammer for alle kandidater og opfordrer alle, der kan se sig selv i rollen, til at søge. Vi forsøger at være effektive i processen, men skulle den trække ud, stræber vi efter at informere undervejs.

Tiltrædelse: Efter aftale – vi venter gerne på den rette kandidat.