
Vi er stolte og ydmyge over at være blandt de nominerede til Partnerskabsprisen ved REBOOT 2024 – Danmarks B2B bæredygtighedsevent.
Det er en pris, der hylder virksomheder, som gennem stærke partnerskaber fremmer den grønne omstilling og bæredygtighed i værdikæden.
Denne nominering er ikke kun en anerkendelse af vores arbejde, men også en hyldest til vores tætte samarbejde med det brasilianske kaffekooperativ Sancoffee.

Partnerskab på tværs af kontinenter
Vi er særligt stolte af denne nominering, fordi den sætter fokus på værdien af stærke partnerskaber – selv når de strækker sig over store geografiske afstande. Sammen med vores brasilianske samarbejdspartnere viser vi, at ambitiøse bæredygtighedsmål kan nås, når vi arbejder tæt og strategisk sammen.
Sancoffee er et andelsfirma ejet af brasilianske kaffefarmere, som varetager næsten 10.000 hektar kaffeproduktion. Sancoffee er - ligesom CleverCoffee - certificeret B Corp.
I 2024 vandt Sancoffee Specialty Coffee Association’s Sustainability Award. Det gjorde de på baggrund af deres holistiske arbejde med ansvarlighed i hele værdikæden - både socialt og miljømæssigt.
Sancoffee er enormt dygtige til at måle og reducere deres CO2-forbrug. Siden 2020 har de bundet mere CO2, end de har udledt, og de er dermed et af de eneste CO2-neutrale kaffekooperativer i Brasilien.

Transparens i hver enkelt sæk kaffe
En af de største styrker ved samarbejdet med Sancoffee er den høje grad af sporbarhed. Hver eneste sæk kaffe kommer med detaljerede data om dens produktion og CO2-udledning. Det giver vores kunder en unik mulighed for at forstå og dokumentere deres impact.
Hovedparten af al forbrugskaffe - eksempelvis dén man køber i et supermarked - kan kaffefirmaerne ikke spore tilbage til farmen. Kaffen bliver købt og solgt imellem så mange forskellige mellemmænd, importører, eksportører og store lagre, at man simpelthen mister forbindelsen og sporbarheden til det sted, hvor kaffen er dyrket.
Vi handler direkte med kaffefarmen - og dermed springer alle mellemmændene over - derfor har vi direkte adgang til de processer, der foregår på kaffefarmen. Vi ved præcis, hvor vores kaffe kommer fra, og hvem vi handler med.

Tak til REBOOT
Vi vil gerne takke REBOOT for denne anerkendelse og samtidig sende en stor lykønskning til de andre nominerede: Crateit og Bygma. Vi ser frem til at høre mere om jeres inspirerende projekter ved REBOOT-eventet den 20.-21. november, 2024.
Lad os fejre stærke partnerskaber, der driver positiv forandring i verden! 🌍