Privat, erhverv eller pakkeshop kun DKK 29
- Land: Brasilien
- Region: Campo das Vertentes
- Vaskestation: SanCoffee
- Sorter: Yellow Catuaí
- Processering: Natural - Anaerobic Fermentation
- Højde: 1200 moh
- Plukket: September - Oktober 2020
- Smag: Transparent med smag af søde vindruer, vanilje og vingummi
Hvis du vælger dette produkt som abonnement, så vælger du antal levering om måneden i check-out under levering.
Hvem siger at kaffe fra Brasilien er kedelig?
Tjah, det har jeg selv sagt førhen, men så mødte jeg Allan fra SanCoffee på World of Coffee i Berlin i sommeren 2019.
Han ville gerne udfordre min holdning til brasiliansk kaffe. Allerede de første prøver jeg smagte fra dem, overbeviste mig om noget andet. Prøverne han havde med var i den typiske meget mørke ristning som de oftest er i de producerende lande, men jeg kunne smage potentialet.
Siden da har vi været i tæt dialog og da jeg fik samples med hjem, som jeg kunne riste med vores profil, så var jeg solgt. Det er de bedste kaffer jeg har smagt fra Brasilien.
I oktober lykkedes det endelig at få en løsning på at få kaffen transporteret fra Brasilien til Fillerup. Siden da har jeg ventet i spænding og lige inden jul landede kafferne endelig. Jeg har testet og smagt henover jul og nytåret, og ja denne kaffe kan I godt glæde jer til. Den er sød og blød og lækker. Jeg har beskrevet smagen, som søde vindruer, vanilje og vingummi.
Det lyder funky ikke? Kaffen er anaerobisk fermenteret, som nedtoner syrligheden og lader sødmen komme frem. I denne kaffe bliver sødmen næsten som vingummi.
Det her er Henrique Dias Cambraia
Henrique, der i dag er manden bag Fazenda Samambaia, havde ikke umiddelbart set at han skulle være kaffefarmer. Hans far doctor José Nominato Cambraia startede farmen, som én af hans 3 passioner, ud over familie og lægegerninger. Et af hans store fokusområder var at sikre medarbejderne gode vilkår.
I 1993 døde Doctor José, og Henrique stod i den svære situation at skulle overtage farmen samtidig med at han lige var startet på en lovende karriere, som auditør. Men inspireret af hans fars evne til at forfølge sine passioner og både drive farmen samtidig med sin karriere som læge, tog Henrique udfordringen til sig.
Fra commodity til Specialty
I 1997 besluttede han sig for at ændre deres fokus på dyrkningen af "forbrugskaffe" til at fokusere udelukkende på kvalitet og specialty coffee.
Han så hurtigt fordelen i at stå stærkere sammen og skabte koperativet SanCoffee sammen med flere af de lokale kaffefarmere i Campo das Vertentes området.
DNA'en i SanCoffee er skabt ud fra hans fars visioner om at sikre gode vilkår for farmerne og medarbejdere i balanceret forening med miljøet. Et fokus som er med i alt hvad SanCoffee gør og derfor er SanCoffee en af de eneste kaffeproducenter i verden, som har en B Corp certificering.