Aeropress movie CleverCoffee.dk

650 mennesker fra hele verden har samlet bidraget med DKK 112.000 for at sikre tilblivelsen af en dokumentarfilm om en kaffebrygger. Filmen kan ses gratis i Biffen Odder søndag den 13. januar 2019.

Men hvad får mennesker til at betale en god sum penge til en projekt, som de ikke engang véd, bliver til noget? Lars Frello fra kafferisteriet CleverCoffee, der skød DKK 2.000 i idéen, fortæller:

”Projektet omkring en film om kaffebryggeren AeroPress blev præsenteret som et enkelt, men ambitiøst projekt. Folkene bag filmen har rejst jorden tynd for at interviewe en masse af de mennesker, der har været med til at gøre netop AeroPress’en til noget ganske særligt inden for vores nørdede del af kaffeverdenen – og var det ikke for Kickstarter og ildsjælene bag projektet, ville sådan en film aldrig se dagens lys.”

Hvad handler filmen om?

Dokumentaren, der har fået navnet ”AeroPress – Movie”, fortæller historien om kaffebryggeren AeroPress – fra opfinderens værksted i Californien til AeroPress-mesterskaberne rundt om i verden. Filmen udforsker, hvad der gør folk så begejstrede for denne underligt udseende og ikoniske kaffebrygger.

Støtter kun udvalgte projekter

For Lars Frello fra CleverCoffee er der dog én ting, der er altafgørende for, om hans kafferisteri støtter et Kickstarter-projekt.

”Projektets resultat skal gøre det lettere at få en god kop kaffe. Så enkelt kan det siges, for det er dét, CleverCoffee har som rettesnor. Om det så er en rister, der er automatiseret eller en film, der får folks øjne op for, hvor let det kan være at få en god kop kaffe – og dermed undgå en masse dårlig kaffe – er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at vi via vores støtte er med at udbrede den gode kaffe til alle.”

Kun én visning i Biffen Odder

Selvom kafferisteriet i Fillerup har faciliteterne til at vise en film, var det oplagt at udvide det gode samarbejde med Biffen Odder. I Biffen serverer man i forvejen den lokalt-ristede kaffe – og filmen er ganske enkelt så flot, at den bør ses i biografen.

”Vi har smugkigget dokumentaren, og den fortjener at blive vist i en biografsal med et stort lærred, ordentlig lyd, og hvor man sidder godt. Vi er rigtig glade for, at Biffen Odder vil lege med, når vi kommer med skøre idéer om at vise en film om en kaffebrygger”, slutter Lars Frello.

Reservér din gratis-billet her.


Relaterede Indlæg