CleverCoffee er B Corp-certificeret - Alle i og omkring CleverCoffee er med til at skabe en bedre verden. Intet mindre!
Category / News / Articles
Category / News / Articles

Balladarez Pacamara

Nueva Segovia - Nicaragua

Balladarez Pacamara

Endnu en måned – endnu en skøn kaffe. Denne november er Luis Alberto Balladarez tilbage!

Du husker måske vores kaffe La Bendiciòn. Luis Alberto Balladarez er manden bag La Bendiciòn, og han er også manden bag denne måneds kaffe. Denne gang er kaffen dog fra en af hans andre kaffefarme i Nicaragua. Farmen hedder Finca Un Regalo de Dios, hvilket betyder ”en gave fra gud”. Med sådan et navn har kaffen noget at leve op til.

Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet.

CleverCoffee Balladarez Pacamara

Specifikationer

  • Land: Nicaragua
  • Region: Nueva Segovia
  • Vaskestation og farm: Finca Un Regalo de Dios
  • Sort: Pacamara
  • Processering: Natural
  • Højde: 1350-1700 moh
  • Plukket: marts 2021
  • Smag: Sød og balanceret med stor kompleksitet og smagsnoter af blodappelsin, vanilje og jordbær.

 

Nye samarbejdspartnere – samme fokus på ansvarlighed

Denne måneds kaffe er købt gennem The Coffee Quest – vores nye venner i Amsterdam. Vi har dog også en direkte kontakt til Luis. I løbet af 2021 har vi nemlig haft en god dialog med ham, og han har blandt andet fortalt os en masse om, hvordan klimaforandringerne giver dem store udfordringer, samt hvad de gør for at kompensere for disse forandringer. 

Sammen med Luis’ kvalitetsarbejde har de på farmen fokus på at monitorere samtlige trin i processeringen, så de rammer det samme resultat hver gang. 

Farmen: Finca Un Regalo de Dios

Farmen, som denne måneds kaffe stammer fra, ligger lidt højere end La Bendiciòn – nemlig i 1350-1700 meters højde. Mikroklimaet er koldt og fugtigt her, og kaffen er desuden shadegrown – den vokser altså under skyggeplanter. Det betyder, at kaffebærrene udvikler sig langsomt og derfor får en høj kvalitet og kompleksitet. 

Samtidig er miljøet ret fantastisk for biodiversiteten, og det sikrer ovenikøbet en tårnhøj CO2-absorbering. Det betyder, at en farm som Luis’ kan absorbere 4-10 gange den mængde CO2, som den udleder. 

Kaffens smagsnuancer

Smagsmæssigt er jeg ikke i tvivl om, at denne kaffe er dyrket af Luis Alberto Balladarez, og at der er tale om kaffe fra en Pacamara-bønne – ligesom La Bendiciòn. Der er nemlig store smagsmæssige ligheder. Også selvom denne måneds kaffe er natural processed – modsat La Bendiciòn, som er honey processed.

Kaffen fra Finca Un Regalo de Dios har en ren, sød og transparent smag, og den føles fløjlsblød i munden. Smagsnoterne er primært blodappelsin og vanilje med et hint af jordbær. Kompleksiteten gør, at der løbende kommer masser af andre smagsnoter frem, når du drikker kaffen. Alt i alt en skøn oplevelse. 

Pacamara varianten

Pacamara er en variant af kaffesorten Arabica og en krydsning mellem to andre varianter ved navn Pacas og Maragogype. Arbejdet med dyrkningen startede i El Salvador i 1958, og varianten blev plantet på farmene i starten af 1980’erne. Kaffeplanten har store blade og bær. Bønnerne er også store, hvilket jeg også tror, I vil være enige i, når I åbner posen med denne måneds kaffe. 

Aromaen er ret fantastisk allerede i posen og har en stor kompleksitet, der sammen med smagen er ganske speciel. Det er i mine øjne en kaffevariant, som skal opleves.

Hvem er Luis Alberto Balladarez?

Luis er en af dem, der ved mest om Pacamara. Han har virkelig formået at raffinere arbejdet og kvaliteten med hans ufravigelige fokus på enhver detalje.

Luis tror på, at der er mange aspekter ved at dyrke specialkaffe af højeste kvalitet. Når vi logger alle variabler, bliver vi hele tiden klogere og kan agere ved ændringer.

Luis kommer desuden fra en generation af kaffefarmere i Nicaragua. Han er familiefar og har allerede involveret sine børn i arbejdet på kaffefarmene. Ud over at være kaffeproducent er han også pastor i den lokale kirke, og han er meget optaget af de lokale fællesskaber.

CleverCoffee Farm view Balladarez Nicaragua

Kaffens historie i Nicaragua – en vigtig spiller

Jeg tror ikke, Nicaragua er et land, de fleste forbinder med kaffe, men kaffe har faktisk spillet en stor rolle i Nicaraguas historie. Perioden 1840-1940 omtales ofte som “The Coffee Boom” i Nicaragua. I den periode voksede kaffeproduktionen hastigt, og den blev en meget vigtig faktor i Nicaraguas nationaløkonomi.

Omkring 1870 blev kaffe landets vigtigste eksportvare, og regeringen gjorde derfor alt, hvad de kunne, for at gøre det lettere at tiltrække udenlandsk kapital og investeringer. Det betød desværre, at størstedelen af profitten fra kaffeproduktionen forsvandt ud af landet ved udgangen af det 19. århundrede. I starten af det 20. århundrede begyndte de første kaffekooperativer at dukke op, og det ændrede billedet en smule.

I den turbulente tid omkring 1979, hvor den politiske scene var præget af uro, og hvor USA og CIA støttede oprørsgruppen Contras, gik det hårdt ud over kaffeproduktionen i Nicaragua. Contras angreb transporten af kaffe og saboterede våd- og tørmøller for at ramme nationen. 

Trods det var kaffe i 1992 stadig landets største eksportvare, men det store fald i kaffepriserne fra 1999 til 2003 ramte landets økonomi hårdt og var den primære årsag til, at tre af landets seks største banker måtte dreje nøglen om og lukke.

Kaffeproduktionen er de sidste år så småt begyndt at komme tilbage. Det skyldes især de farme, som nu fokuserer på kvalitet og specialkaffe. Her kan de få en højere pris og lave en rentabel forretning. Det er dog fortsat svært for kaffeproducenterne at finde kapital til at investere i en højere kvalitet, og fremtiden er derfor fortsat usikker for de fleste kaffefarmere i Nicaragua. 

Køb den her i webshoppen

Lysristet specialkaffe - passer til alle kaffebryggere

Følg os på Instagram