Da vi slap Probat’en i sidste indlæg, var cooling tray’en og luftspjældene hertil monteret. Vi fortsætter med at bygge opad i højden og monterer og justerer tromlen.

Man skulle ikke tro det, men det kræver snilde og håndelag at få de tre dele til at passe sammen.

Bagerst på stellet monteres to sider i støbejern. De er tunge som et ondt år, og er støttepillerne for alt det, der monteres over cooling tray’en. Ovenpå disse monteres en vandret plade, der efter endt rist holder varmen i kammeret, hvor tromlen er placeret, så varmen ikke påvirker de bønner, der ligger til køling i cooling tray’en.

Aldersmæssige tilpasninger

Selve monteringen ser jo relativ ligefrem ud, men ulighederne i støbeformene af støbejernssiderne kom virkeligt til udtryk her, hvor det var nødvendigt at løsne siderne for at montere pladen, og først derefter spænde siderne fast til stellet. Ind i mellem afslører Probat’en sin alder..

På billedet til venstre kan du se, at der er et hul i den sorte, vandrette plade. Det er her, de gasfyrede brænderhovederne stikker op igennem, og varmer tromlen op.

Nyt isoleringsmateriale passes til på bagpladen.

Heavy duty!

Fronten og bagpladen er massiv støbejern – og vægten er derefter. Det betyder, at de ikke er helt lette at håndtere. Heldigvis hjælper hullet i toppen af pladerne væsentligt, for her er det muligt for én person at få fint greb i dem.

Mellem de to huller skal der monteres et luftrør, som fører luft fra tromle og via et sindrigt rørsystem og en sugetræksventilator bagpå risteren, fjerner luften fra tromlen. (Det vender vi tilbage til i ét af de sidste indlæg, hvor brugen af risteren gennemgås.)

Malingen hærder ved 200 grader C

Her skal det samtidig noteres, at den grå maling, der er sprøjtet på front og bagplade, er meget modtagelig overfor berøring. Malingen hærder først helt op, når kafferisteren er varmet igennem på 200 grader C, så vi måtte være så forsigtige som muligt.

Fronten og bagpladen monteres – ligesom det meste andet på risteren – på en yderst simpel måde; to kraftige møtrikker skrues igennem to beslag på indersiden og ned i den vandrette plade, og that’s it. For at opnå den rette stabilitet, monteres der naturligvis fire gennemgående og justérbare stænger mellem fronten og bagpladen.

Nye lejer monteres i frontbeslaget.

Standard er vejen frem

Lejerne på hhv. fronten og bagpladen er naturligvis også skiftet ud med spritnye modeller. På hele risteren bruges der i alt fire kuglelejer, og det interessante er, at vi afmonterede de fire gamle, gjorde dem så rene, at vi kunne se typenumrene på dem, ringede til et maskinværksted og bestilte fire nye uden problemer. Det er da fantastisk, at typenumrene ikke har ændret sig i en periode på mere end 50 år!

Som det kan ses på billedet, måtte vi forsigtigt banke kuglelejet ind i frontbeslaget. Det er selvsagt ikke den optimale måde at gøre dette på Beslaget burde være fastspændt og kuglelejet trykket ind i det, men det var dén mulighed vi havde, og jeg kan godt afsløre, at det ikke er noget problem, når man har tilknyttet så dygtig en mekaniker, som vi har..

Justering af tromlens vandrette forskydning.

Justering af tromlen

Så løftede vi den nymalede tromle op og forsigtigt lod den glide ind i beslaget på fronten. Det var nu, det interessante øjeblik kom; ville det være muligt at justere tromlens vandrette placering, så den løber frit, men samtidig er så tæt på front, at der ikke kan falde bønner ned i mellem sprækken mellem tromlen og fronten?

Vores bekymringer viste sig at være gjort til skamme, for med en stor vandpumpetang, fandt vores mekaniker hurtigt metodikken og justerede frontbeslaget, hvor tromlen er fastgjort i, så tromlen roterer perfekt og holder den perfekte afstand til fronten. Vi har forsøgt at regne på, hvor meget metallerne udvider sig, når de varmes op, og dette har vi taget højde for. I teorien. Vi må se, hvordan det opfører sig i praksis, første gang vi sætter varme på.

Varmebeskyttelse

Derefter blev bagpladen skubbet ind over tromlen, og fastgjort til den vandrette plade. En beskyttelseskappe for varmen fra tromlen monteres udenom tromlen, og de føromtalte stænger fastgøres mellem front og bagplade. Udenpå beskyttelseskappen skal der lægges et nyt lag isoleringsmateriale og yderst monteres den velkendte, forniklede plade.

I næste indlæg monterer vi delene på frontpladen.


Related Posts